Så er valgplakaterne kommet op over hele landet og det inkluderer selvfølgelig også Frederiksberg. Opsætning af valgplakater er ikke nogen ny ting, men er alligevel altid genstand for en masse debat. Nogle partier starter tidligere end de må, og mange partier hænger op steder, hvor det ikke er tilladt. Plakater bliver vandaliseret, plakater bliver flået ned af ukendte modstandere, og andre gange er det lidt tydeligere hvem der har ødelagt ens valgplakater. I år er ingen undtagelse. Allerede inden der var gået 24 timer var der flere valgplakater blevet vandaliseret og ødelagt.
Rundkørslen nede ved Grundtvigsvej og Bianco Lunes Allé er også godt plastret til i valgplakater fra forskellige partier, på trods af at der i reglerne for opsætning af plakater tydeligvis står, at man ikke må hænge valgplakater op i rundkørsler. Anarkiet hersker når stemmerne skal hjem, og kønt er det ikke. Partier som går ind for et bedre miljø og klima hænger plakater op i små træer, og ofte alt for tæt på cykelstierne. Plakaterne sviner voldsomt på miljøet, så man kan stille spørgsmålet om partierne virkelig mener, at klima og miljø er så vigtigt, når man ser på hvordan der bliver set stort på klimaet, så længe det giver de ekstra stemmer.
Er det i 2021 nødvendigt at plastre gader og stræder til med valgplakater?
Flere og flere bliver efterhånden af den holdning, at der gerne ses et mere begrænset antal valgplakater i bybilledet. Dels fordi der er en stor klimaregning forbundet med både produktion og oprydning af valgplakater, men også fordi det ikke ligefrem pynter på bybilledet. Valg efter valg må vi som borgere også finde os i, at valgplakaterne bliver hængende meget længere end de må.
I takt med at de sociale medier fylder mere og mere, er der også god mulighed for politikerne at få deres budskab ud til vælgerne, på andre måder end via valgplakaterne der hænger rundt i byerne. Derfor bør det måske overvejes om man bør begrænse antallet af valgplakater, så vi som borgere undgår en ekstra klimaregning, men også så vi undgår at de ikke fylder for længe i bybilledet.
Hvor om alting er, så er valgkampen i hvert fald skudt i gang i aviserne, de sociale medier, træerne, lygtepæle, gader og pladser, og det bliver spændende at se hvordan sammensætningen i kommunalbestyrelsen bliver de kommende 4 år.