For 4 uger siden hørte jeg en kommunalbestyrelseskollega fra venstrefløjen bryste sig af, at det ofte var lykkedes dem at få gode ting gennemført – og alligevel stemme imod.
Underforstået: De havde sikret noget godt, men der var ikke helt balance ift. ønsket om samtidig at have ren røv at trutte i.
Men hvorfor skal det gode, alt for ofte være det bedstes fjende i politik?
Sådan opererer vi ikke i SF. Vi stræber, vi drømmer, vi udbasunerer vores visioner – gerne i megafon, og vi kæmper for at få magt som vi har agt.
Men indtil den dag hvor vi har absolut flertal på Frederiksberg rådhus, så sker der det, at når vi kommer til forhandlingsbordet, så parkerer vi den store megafon med ultimative krav uden for lokalet, men dog inden for behørig afstand. Så alle ved at vi kan række ud efter den, hvis vi ikke kan høres i vores normale og SF-saglige tonefald.
På Frederiksberg, hvor de konservative har siddet på magten i 112 år, blev der sidste år indgået et to-årigt forlig. Efter at et par partier henholdvis oplevede et partiskifte og røg ud af budgetforliget, er der kun Konservative, Venstre og SF tilbage. De to blå partier kunne med deres flertal selv skrive budgettet, og vi kunne nemt have stået på sidelinjen og råbt op om vores eget fiktive budget.
Guderne skal vide, at SF tidligere har haft en fiktiv budgetfest i Excel-arket med drømmebudgettet. Det er det nemmeste at skrive. Men desværre afkoblet fra den parlamentariske virkelighed. Det er selvfølgelig meget rart at fremvise sine ambitioner og klappe sig selv på skulderen. Men det skaber ingen konkret forandring til det bedre.
De konservative på Frederiksberg har brug for vores ambitioner for børn, unge, ældre og socialområdet. Samt for kulturen, klimaet og for bierne og ikke så meget for bilerne i byen.
I SF er og bliver det vores primære fokus, at ordene bliver til virkelig forandring.
Det bedste oprør er nemlig at tage ansvar.
God valgkamp til alle partier og kandidater.
